easyJet åbner København-Manchester

easyJet åbner til efteråret en ny rute fra København til Manchester. Den nye rute er del af en større udvidelse fra den engelske storby, hvorfra man i den nye vinterflyveplan også vil kunne flyve til München, Marrakech – og København.

Der vil blive en daglig flyvning seks dage om ugen mellem København og Manchester, og ruten åbner 6. november.

Thomas Haagensen, Regional Market Manager i easyJet, udtaler:
”I disse tider, hvor vi ser mange nedskæringer og lukninger af ruter, er det selvfølgelig en ekstra stor fornøjelse endnu en gang at kunne annoncere nye ruter. Vi tror, at Manchester bliver en succesfuld rute, der vil kunne tiltrække både forretningsrejsende og turister. Især vores andel af forretningspassagerer er generelt støt stigende, og den tendens vil ikke mindst blive understøttet af den nye rute.”

Åbningen af København-Manchester betyder, at easyJet nu har i alt fem ruter ud af København. Siden sidste sommer har easyJet udvidet rutenettet fra Danmark med ruter til Milano og London Gatwick ud over de eksisterende afgange til Berlin og London Stansted. I maj blev ruten til Berlin endvidere udvidet med en ekstra daglig afgang.

Desuden er easyJet i løbet af det sidste år også indtrådt på resten af det skandinaviske marked med ruter fra Helsinki til London Gatwick samt fra Stockholm til henholdsvis Geneve og Milano Malpensa.

”easyJet har øget sin tilstedeværelse i Københavns Lufthavn markant gennem det seneste år og har dermed skærpet konkurrencen på en række ruter. Det er til gavn for passagererne, og det er vi naturligvis glade for,” siger Carsten Nørland, Aviationdirektør, Københavns Lufthavn.

Rejser til Manchester kan bookes på www.easyJet.com.