Øget konkurrence mellem flyselskaberne har gjort det til en udfordring for mange selskaber at fastholde deres passagerer. For flere traditionelle selskaber har et af svarene på kundernes troløshed været bonus- eller frequent flyer-programmer, hvor passagererne belønnes for deres loyalitet. Men ikke hos easyJet.
easyJet opererer således ikke med administrativt besværlige bonusprogrammer eller frequent flyer-systemer, men oplever alligevel, at de danske passagerer er uhyre trofaste.
Nye tal fra easyJet viser således, at over halvdelen af easyJets danske passagerer vender tilbage for at flyve med easyJet igen inden for et år. Tallene for easyJets to ruter ud af København er henholdsvis 47,5 pct. for Berlin, og 56,1 pct. for London Stansted. Og det er man ikke overraskede over hos easyJet:
”Vores passagerer vender tilbage til os igen og igen, fordi vi tilbyder kunderne netop det, de ønsker: at blive transporteret fra a til b – billigt, effektivt, komfortabelt og til tiden i nye, moderne fly. Bonusprogrammer er en forældet metode, der alene medfører unødigt høje priser. Og stadig flere passagerer – også forretningsrejsende – opdager fordelene ved simpelthen at flyve billigt og pålideligt frem for at betale overpris for bonuspoint,” siger John Kohlsaat, General Manager i easyJet.
I easyJets samlede rute-netværk flyver gennemsnitligt 59,7 pct. af passagererne med easyJet mere end én gang om året.